Lokalplanområdet nu og fremover

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet udgør ca. 8.000 m2 og ligger centralt i Solrød Strand ved Solrød Idrætscenter. Området er afgrænset mod syd af den integrerede institution Børnenes Idrætshus, mod vest af boldbaner, mod nord af parcelhusbebyggelse og mod øst af S‐banen.

Luftfoto

Sådan ser området ud i dag (2024).

Inden for lokalplanområdet er der i dag opstillet midlertidig bebyggelse, der huser Solstrålen Vuggestue. Den nye bebyggelse planlægges opført samtidig med, at Solstrålen Vuggestue er i drift. Lokalplanområdet omfatter desuden et 15-20 m bredt bælte af træer. 

Den integrerede institution syd for lokalplanområdet består af fire bygninger i 1 plan opført i gule teglsten med sadeltag. Institutionens legeplads er beliggende op af lokalplanområdet.

Parcelhusbebyggelsen nord for lokalplanområdet er opført i 1-1½ plan. Lokalplanområdet grænser op til tre parcelhuse, som fremstår arkitektonisk forskellige med variation i materialevalg og taghældning. Parcelhusenes haver er orienteret mod lokalplanområdet.

Vest for lokalplanområdet ligger Mosestien, som kobler den nye daginstitution på det sammenhængende og veludbyggede stinetværk i Solrød Strand. Langs Mosestien er en ældre trærække, der indgår som et vigtigt element i lokalområdet.

Eksisterende træbælte og boligbebyggelse mod nord.

Fremtidige forhold

Bestemmelserne i planen påvirker ikke områdets nuværende lovlige forhold men træder i kraft ved fremtidige ændringer inden for området.

Lokalplanområdet udlægges til offentlige formål og opdeles i to delområder:

Delområde I skal anvendes til etablering af en ny daginstitution med tilhørende legeplads, parkering mm. Inden for det angivne byggefelt må der opføres bebyggelse med en maks. højde på 8,5 m. 

Delområde II reserveres til en mulig åbning/omlægning af Solrød Bæk. Arealet udlægges som rekreativt, grønt område. Inden for dele af området kan der etableres veje, stier og parkering.

Bebyggelse må opføres inden for det angivne byggefelt på kortbilag 2. Bebyggelsen skal anvendes til daginstitutionsformål samt til brug for de kommunale dagplejere.

Bebyggelsen må opføres med en højde på op til 8,5 m. Facader skal fremstå i materialernes naturlige farver, jordfarver, sort, hvid eller en kombination heraf. Mindre kontrastpartier kan udføres i andre
farver.

Til daginstitutionen vil der blive tilknyttet en udendørs legeplads. Legepladsen skal beplantes med frugttræer eller hjemmehørende træer. Overskydende jord fra projektet kan anvendes til etablering af bakker på legepladsen. 

Som en del af et større klimatilpasningstiltag i Solrød Strand planlægges Solrød Bæk omlagt og åbnet op. Solrød Bæks nye forløb planlægges at løbe igennem den nordlige og østlige del af lokalplanområdet. Med lokalplanen sikres areal til en mindre etape af omlægningen.

Første skitse af muligt nyt forløb af Solrød Bæk igennem lokalplanområdet.

Lokalplanområdet planlægges vejforbundet fra Engmosevej.

I tilknytning til institutionen skal der etableres parkeringsarealer til aflevering og afhentning af børn. Desuden etableres en stor handicapbås med niveaufri adgang til daginstitutionen. Medarbejdere henvises til at parkere på den store parkeringsplads ved Solrød Idrætscenter.

Lokalplanområdet planlægges stiforbundet til Mosestien. Langs Mosestien er en ældre trærække, der indgår som et vigtigt element i området. For at sikre trærækken planlægges bebyggelse trukket min. 5 m væk fra skel.

Eksisterende trærække langs Mosestien

Eksisterende trærække langs Mosestien.