Herunder kan du læse om, hvordan lokalplanen forholder sig til anden relevant planlægning.
Landsplandirektivet Fingerplan 2019 omfatter alle hovedstadsområdets kommuner og udgør det overordnede grundlag for kommunernes planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg m.m.
Digeparken og Broparken er beliggende indenfor ”byfingrene” i Fingerplan 2019. Lokalplan 312.3 for Digeparken og Broparken har til formål at fastlægge bestemmelser for en eksisterende bebyggelse samt eventuelt fremtidige småbygninger, og medfører således ikke ændringer, der er i uoverensstemmelse med Fingerplan 2019.
Lokalplanområdet er i dag omfattet af ramme 312A i Solrød Kommuneplan 2021 (pr. 2022)
Rammeområdet er udlagt til offentlige formål (institutioner for yngre og ældre) samt boligområde med række‐ og kædehuse i max 1 etage med udnyttet tagetage. Bebyggelsesprocenten i kommuneplanrammen må maksimalt være 40 for området som helhed. Dette er i praksis svært at håndhæve, idet rammen også dækker over bebyggelsen Bækbo.
Herudover gælder også de generelle rammer, som findes i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning. Desuden indeholder kommuneplanen også retningslinjer for skiltning, som danner grundlag for bestemmelser om skiltning i denne plan. Lokalplanen er i overensstemmelse med rammeområdet.
Lokalplanområdet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser, hvilket betyder, at der skal tages hensyn til grundvandet.
Der må som hovedregel ikke ske arealanvendelse, som udgør en fare for forurening af grundvandet inden for områder med særlige drikkevandsinteresser.
Kort over drikkevandsinteresser i Solrød Kommune
Bestemmelserne i lokalplan 312.3 for Digeparken og Broparken vurderes ikke at være i strid med dette.
Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 312.3 for Digeparken og Broparken ophæves den hidtil gældende Lokalplan 312.1 for den del, der er omfattet af lokalplanområdet.
Lokalplan 703.1 Forbud mod spillehaller aflyses ved vedtagelse af denne lokalplan for det område som Lokalplan 312.3 for Digeparken og Broparken omfatter, idet § 3 om forbud mod spillehaller er indarbejdet i nærværende lokalplan.
Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen, hvorfor der skal redegøres for lokalplanens eventuelle visuelle konsekvenser.
Lokalplan 312.3 for Digeparken og Broparken giver ikke mulighed for ændringer af bebyggelsen, som kan ses fra kysten. Lokalplanens bestemmelser vurderes ikke at medføre en afgørende visuel ændring af den eksisterende bebyggelse langs kystlinjen, da etageantallet og bebyggelsens højde ikke ændres, samt fordi byggeriet ikke vurderes at blive synligt fra kysten (Køge Bugt), idet det afskærmes af andre højere bygninger og beplantning i Solrød Kommune.
Kort med angivelse af kystnærhedszonen (lyseblå markering) i Solrød Kommune. Den skraverede del er byzonen (fra Solrød Kommuneplan 2021).
Natura 2000‐områder
Nærmeste Natura 2000‐område er område nr. 133 Ølsemagle Strand og Staunings Ø, som er beliggende ca. 1500 m sydøst for planområdet.
Natura 2000‐området omfatter strandeng, lagune og revler. Det vurderes, at lokalplanen i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter ikke påvirker Natura 2000‐området. Vurderingen er begrundet med afstanden til Natura 2000‐området og at der alene planlægges for et i forvejen bebygget område.
Bilag IV‐arter
Der er hverken registreret udryddelsestruede/fredede dyr eller bilag IV‐ arter i eller nær planområdet.
Området fremstår allerede som fuldt udbygget boligområde med haver. Realisering af planen forudsætter ikke nedrivning af større træer eller lignende. Det vurderes at realisering af planen ikke forventes at have en påvirkning af arter på habitatdirektivets bilag IV.
Lokalplanområdet er ikke udpeget til område med særlige kulturhistoriske interesser.
Findes der under jordarbejder grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, skal arbejdet, i medfør af museumslovens § 27, standses i det omfang det berører fortidsmindet. Fundet skal straks anmeldes til Museum Sydøstdanmark.
Bygherren kan i henhold til museumslovens § 25 anmode Museum Sydøstdanmark om at tage stilling til, hvorvidt jordarbejder vil berøre væsentlige fortidsminder.