Lokalplanområdet nu og fremover

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet ligger syd for Solrød Byvej, øst for bebyggelsen Klosterparken, vest for Tåstrupvej og afgrænses mod syd af Bækstien og Solrød Bæk.


Billede: Lokalplanområdets placering i nærområdet.

Bebyggelsen er opført i 1972 og består af kædehuse i ét plan. Murværk er opført i gule tegl, mens gavltrekanter og mindre facadepartier er udført i træ. Gavltrekanter og træpartier er udført i forskellige farver. Tage er udført som saddeltage med lav taghældning på 15 grader og er beklædt med grå fibercement.

Billede: Eksempel på forskellige farver på gavle.

Billede: Store grønne fællesarealer mellem bebyggelsen og Solrød Bæk

Området vejbetjenes via Karsemosevej, som forbindes til Solrød Byvej. Gangstier internt i området skaber smutveje, ligesom der er flere stiforbindelser til Bækstien, som ligger syd for bebyggelsen. Der er fælles grønne områder rundt om og centralt i bebyggelsen, hvor der er både legeplads og motionsredskaber.

Fremtidige forhold

Bestemmelserne i planen påvirker ikke områdets nuværende lovlige forhold, men træder i kraft ved fremtidige ændringer inden for området.

Lokalplanen lægger op til at områdets anvendelse fastholdes som boligområde.

Derudover åbnes der op for, at der på fællesarealerne kan etableres afværgeforanstaltninger for at håndtere klimarelaterede oversvømmelser, f.eks. i form af regnvandsbassiner.

Anvendelsesbestemmelserne suppleres desuden med et forbud mod etablering af spillehaller i bebyggelsen, for at opretholde Byrådets politik for spillehaller.

Fremadrettet lægges der op til muligheden for etablering af solenergianlæg.

Bebyggelsesprocenten skal fremadrettet beregnes for den enkelte ejendom i stedet for af området som helhed. 

I tilfælde af omfattende skade, f.eks. ved brand, skal ny bebyggelse genopføres med samme placering, omfang, hovedform, materialer og arkitektoniske udtryk som den oprindelige bebyggelse.

Lokalplanen lægger op til, at der fremadrettet er mulighed for både faste og levende hegn (hæk).

Som følge af at dele af området er i risiko for oversvømmelse fra klimarelaterede hændelser, lægger lokalplanen også op til, der kan ske afværgeforanstaltninger inden for området. Det vil være relevant at se på mulighed for at etablere f.eks. regnvandsbassin eller lignende på en del af fællesarealerne.

Lokalplanen lægger ikke op til ændringer af vej-, sti- eller parkeringsforhold.