Eksisterende forhold
Lokalplanområdet består pr. august 2023 af 11 ejendomme beliggende direkte ud til Solrød Strandvej på den østlige side af vejen, mellem Jagtvej mod syd til og med ejendommen nord for Egevej. Den del af Solrød Strandvej, som er beliggende mellem de 11 ejendomme og Solrød Center (på den vestlige side af Solrød Strandvej), er også en del af lokalplanområdet.
Lokalplanområdet er beliggende centralt i strandområdet og er en del af bymidten i Solrød. På den vestlige side af Solrød Strandvej ligger Strandvejstorvet, som markerer indgangen til Solrød Center. Solrød Strand Station (s-tog) ligger ca. 300 meter fra lokalplanområdet. Området busbetjenes med buslinje 121, der har stoppested i nordgående retning i lokalplanområdet ud for Hedevej 2 og 4 (pr. august 2023). Stoppestedet er knyttet op på Solrød Strandkirke, som ligger umiddelbart syd for lokalplanområdet.
Området indeholder pr. august 2023 både bolig og erhverv i form af butikker og serviceerhverv, fx restauranter, optiker, frisør og ejendomsmægler.
Bestemmelserne i lokalplanen ændrer ikke ved områdets nuværende lovlige forhold, men træder i kraft ved fremtidige ændringer.
Fremtidige forhold
Bestemmelserne i planen påvirker ikke ved områdets nuværende lovlige forhold, men træder i kraft ved fremtidige ændringer inden for området.
Området kan fortsat anvendes til blandet erhverv og boligområde. I et byggefelt langs Solrød Strandvej skal der indrettes publikumsorienteret erhverv i stueetagen og med kundeindgang fra Solrød Strandvej. På etagerne oven over kan enten indrettes liberalt erhverv eller boliger.
Arealer øst for byggefeltet kan kun benyttes til boliger, parkeringsarealer og rekreative arealer. Boliger skal her opføres enten som åben-lav (fx parcelhuse) eller tæt-lav boliger (fx rækkehuse).
Arealet vest for byggefeltet (mod Solrød Strandvej) skal anvendes til publikumsorienteret areal med udeservering, leg, ophold, rekreative arealer mv. Der stilles samme krav for inventar, beplantning og øvrig indretning som i Solrød Center.
Lokalplanen muliggør øget bebyggelse i et byggefelt langs Solrød Strandvej, hvor der kan opføres op til 2 etages bebyggelse med en udnyttet tagetage i en højde af maksimalt 12 meter (med udgangspunkt i den eksisterende bygning på Jagtvej 1). Lokalplanen stiller krav til bebyggelsens udseende for at sikre en varieret oplevelse af facaden, så disse ikke bliver for lange, ensartede facader.
Øst for byggefeltet (mod det eksisterende boligområde) kan der opføres boligbebyggelse i max 1 etage med udnyttet tagetage - enten som åben-lav (fx parcelhuse) eller tæt-lav bebyggelse (fx rækkehuse). Her er der ingen krav til farver og materialer (som for det øvrige kystområde, hvor lokalplan 316.7 pr. august 2023 er gældende).
Lokalplanen giver mulighed for tagterrasser (ikke i 2. sals højde), altaner og kviste, men indeholder også nogle krav om maksimale størrelser på terrasser/altaner. Ligeledes indeholder lokalplanen bestemmelser for, hvor stor en del af facadens længde, der må udgøres af kviste.
På arealet vest for byggefeltet og ud mod Solrød Strandvej må ikke opføres nogen form for bebyggelse.
Denne lokalplan stiller krav til, at den del af vejarealet, som er beliggende mellem fortov og de bagvedliggende matrikler ud til Solrød Strandvej, skal indrettes som offentligt tilgængelige, rekreative eller publikumsorienterede arealer.
Der stilles samtidig krav til at inventar og beplantning skal relatere sig til Solrød Center (som en del af bymditen) og dermed nærheden til stranden. Området skal derfor overholde de gældende retningslinjer for inventar, beplantning mv. for Solrød Center - pr. august 2023 gør Byrumskataloget for Solrød Center sig gældende.
Derudover kan der inden for byggefeltet og øst for dette indrettes haver i tilknytning til boliger, parkeringspladser, anlæg til regnvandshåndtering, afskærmning af erhvervsoplag, affaldshåndtering mv.
Lokalplanen stiller krav om, at mindst 20 % af den enkelte ejendom skal udlægges til rekreativt areal.
Hvis der etableres større parkeringsarealer skal disse gives et grønt udseende og forberedes/etableres med ladestandere (jf. ladestanderbekendtgørelsen). Hvis større parkeringsarealer placeres mod vej eller naboejendomme, skal disse desuden afskærmes med et tæt hegn for at mindske eventuelle gener fra bilernes lyskegler.
De eksisterende etablerede veje, stier og overkørsler i området forventes fastholdt med denne lokalplan. Lokalplanen forhindrer dog ikke eventuel trafiksanering mv.
Hensigten er at trafik ledes hurtigst muligt ind på ejendommene og ikke for langt ned ad sidevejene.
På store grunde skal der sikres vendemulighed (fx for renovationsbiler) og ved erhverv også plads til varelevering.
På Hedevej 4 har indtil august 2023 været udlagt et stiareal i matriklen. Dette stiudlæg reduceres med denne lokalplan i bredden, men kræves fortsat ikke anlagt.
Hvis det er muligt at finde en andet egnet placering af busstoppestedet (ud for Hedevej 2 og 4 pr. august 2023), kan det eventuelt flyttes (fx til syd for lokalplanområdet), så der i stedet kan etableres parkeringspladser langs Solrød Strandvej, hvor busstoppestedet er pr. august 2023.