Herunder kan du læse om, hvordan lokalplanen forholder sig til anden relevant planlægning.
I henhold til planlovens § 20 skal Solrød Kommune orientere Karlstrup Landsbylaug og naboer forinden eventuelle dispensationer efter planlovens § 19, når dispensationen efter kommunens vurdering kan have betydning for de pågældende.
Orienteringen skal sikre, at landsbylauget og berørte naboer får mulighed for at udtale sig, inden kommunen træffer afgørelse om dispensation fra lokalplanen.
Lokalplanområdet ligger i landzone og forbliver i landzone med vedtagelsen af lokalplanen. Lokalplanen indeholder bonusvirkning for de forhold, som er udtrykkeligt reguleret i lokalplanen.
En lokalplan for ejendomme i landzone kan indeholde bestemmelser, der erstatter landzonetilladelser efter planlovens § 35. Dette kaldes bonusvirkning. Bonusvirkningen skal være klart og specifikt formuleret, så det tydeligt fremgår, hvilke forhold der ikke kræver særskilt landzonetilladelse.
I denne lokalplan betyder bonusvirkningen, at de forhold, der er udtrykkeligt reguleret i lokalplanens bestemmelser, kan realiseres uden særskilt landzonetilladelse. Det kan blandt andet omfatte nærmere angivne anvendelsesændringer, omdannelser, udstykninger, bebyggelser og tekniske anlæg.
Bonusvirkningen gælder ikke, hvis der dispenseres fra lokalplanen. I sådanne tilfælde vil der fortsat kunne være krav om landzonetilladelse, hvis forholdet efter planloven kræver det.
Karlstrup Landsby ligger i hovedstadsområdet og er derfor omfattet af Fingerplan 2019. Fingerplanen fastlægger de overordnede rammer for byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, transportanlæg og øvrig fysisk planlægning i hovedstadsområdet.
Karlstrup Landsby ligger uden for de egentlige byfingre og skal derfor planlægges som en landsby i det øvrige hovedstadsområde. Byudvikling i det øvrige hovedstadsområde skal være af lokal karakter og ske i tilknytning til eksisterende bysamfund.
Lokalplanen vurderes at være i overensstemmelse med Fingerplanens principper, da planen ikke åbner for større byudvikling, men alene giver mulighed for begrænset udvikling, omdannelse og udstykning med udgangspunkt i eksisterende landsbystruktur og lokale behov. Udviklingen sker inden for lokalplanområdets afgrænsning og skal tilpasses landsbyens kulturmiljø, landskab og skala.
Lokalplanen er omfattet af Solrød Kommuneplan 2025. Kommuneplanen fastlægger de overordnede mål og rammer for kommunens fysiske udvikling og indeholder retningslinjer for blandt andet landsbyer, kulturmiljøer, landskab, grøn struktur, biodiversitet, klimatilpasning og rekreative områder.
Karlstrup Landsby indgår som en af kommunens landsbyer, hvor karakteristiske træk og bevaringsværdige landsbymiljøer skal søges fastholdt. Lokalplanen understøtter kommuneplanens mål ved at videreføre bevaringsområdet, udpege bevaringsværdige bygninger og fastsætte bestemmelser, der sikrer, at ny bebyggelse og omdannelse tilpasses landsbyens kulturhistoriske og landskabelige kvaliteter.
Lokalplanen understøtter desuden kommuneplanens mål om øget biodiversitet og grønne strukturer ved at fastsætte bestemmelser om bevaring af større træer, hjemmehørende arter og grønne byrande.
Lokalplanen omfatter Solrød Golf, som i lokalplanen udlægges til fritids- og foreningsformål. Da området ikke tidligere har været omfattet af en selvstændig kommuneplanramme for golfrelaterede fritids- og foreningsformål, udarbejdes der et kommuneplantillæg sideløbende med lokalplanen.
Kommuneplantillægget skal sikre, at lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens rammer. Tillægget fastlægger de overordnede rammer for områdets anvendelse til fritids- og foreningsformål og sikrer, at Solrød Golf fortsat kan indgå som et rekreativt og grønt element i tilknytning til Karlstrup Landsby.
Lokalplanen lægger ikke op til en ændret anvendelse af Solrød Golf, men fastlægger områdets anvendelse planmæssigt og sikrer, at fremtidige ændringer sker med hensyn til landsbyens kulturmiljø og landskabelige sammenhæng.
Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 693.3 Karlstrup Landsby, ophæves følgende lokalplaner:
- Lokalplan 693.2 Karlstrup Landsby ophæves i sin helhed.
- Lokalplan 703.1 Forbud mod spillehaller ophæves for det område, som lokalplanområdet omfatter, idet bestemmelsen om forbud mod spillehaller er indarbejdet i nærværende lokalplans § 3.8
- Lokalplan 704.1 Butiks- og erhvervsskiltning ophæves for det område, som lokalplanområdet omfatter, idet bestemmelse om skiltning er indarbejdet i nærværende lokalplans § 8.24
Derudover forventes følgende servitutter aflyst ved vedtagelsen af nærværende lokalplan:
- Deklaration lyst den 6. februar 1962 (løbenr. 1986-18) om bestemmelser ved salg mv. for matr.nr. 6ac Karlstrup By, Karlstrup.
- Deklaration lyst den 23. februar 1962 (løbenr. 3104-18) om betingelser for opførelse af helårshus mv. for matr.nr. 6v Karlstrup By, Karlstrup.
- Deklaration lyst den 21. november 1962 (løbenr. 22048-18) om betingelser for opførelse af helårshus mv. for matr.nr. 6ad Karlstrup By, Karlstrup.
- Deklaration lyst 29. september 1984 (løbenr. 28488-18) om detailelektronikvirksomhed mv. for matr.nr. 6ad Karlstrup By, Karlstrup.
- Deklaration lyst 13. juli 1988 (løbenr. 901745-18) om receptionsbygning mv. for matr.nr. 6ad Karlstrup By, Karlstrup.
- Deklaration lyst den 14. juni 1996 (løbenr. 52438-18) om dispensation fra byggelovgivningen mv. for matriklerne 7ag og 7e, begge Karlstrup By, Karlstrup.
Karlstrup Landsby ligger i tæt relation til det åbne land, Karlstrup Mose og landskabet omkring Karlstrup Kalkgrav. Landskabet omkring landsbyen er en væsentlig del af oplevelsen af Karlstrup som historisk landsby og bidrager til landsbyens særlige identitet og rumlige karakter.
Karlstrup Kalkgrav er et tidligere råstofområde, som i dag fremstår som et markant rekreativt natur- og landskabsområde med søer, skrænter, græsarealer og varieret vegetation. De markante terrænformer omkring kalkgraven skaber en særlig landskabelig variation i området og bidrager til Karlstrups karakteristiske placering mellem landsby, natur og åbent land. Flere steder opleves der visuel sammenhæng mellem landsbyen, kalkgravens grønne skråninger og de åbne landskabsrum omkring landsbyen.
Landskabsatlas for Solrød Kommune beskriver landskabet som samspillet mellem naturgrundlag, kulturhistoriske spor og rumlige-visuelle forhold. Denne forståelse ligger også til grund for lokalplanen, hvor landsbyens bebyggelse, vejforløb, grønne strukturer og overgange til det åbne land ses som en del af et større sammenhængende kulturlandskab.
Lokalplanen skal sikre, at overgangen mellem landsby og åbent land fortsat fremstår grøn og landsbypræget. Derfor fastsættes bestemmelser om byrand, beplantning, større træer og begrænsning af faste hegn mod landskabet med henblik på at fastholde landsbyens grønne karakter og den landskabelige sammenhæng med omgivelserne.
Lokalplanområdet ligger inden for et område, hvor der skal tages hensyn til grundvand og drikkevandsinteresser. Lokalplanens anvendelser omfatter primært boligformål, fritids- og foreningsformål, mindre erhverv i tilknytning til boliger samt tekniske anlæg til områdets forsyning og regnvandshåndtering.
Lokalplanens bestemmelser vurderes ikke at medføre arealanvendelse, der i sig selv udgør en væsentlig risiko for grundvandet. Ved konkrete projekter skal gældende regler om nedsivning, afledning, jordhåndtering og miljøbeskyttelse overholdes.
Solrød Kommunes Klimaplan 2050 fastlægger kommunens mål om at være klimaneutral og klimarobust i 2050. Klimaplanen lægger vægt på, at klimatiltag skal skabe merværdi, herunder bedre natur, biodiversitet, rekreative kvaliteter og grønne fællesskaber.
Lokalplanen understøtter disse mål ved at bevare landsbyens grønne strukturer, større træer og semitransparente byrande. Grønne arealer, beplantning og permeable overflader bidrager til lokal regnvandshåndtering og kan samtidig styrke biodiversitet og landsbyens rekreative kvaliteter.
Lokalplanen giver også mulighed for solenergianlæg, når de tilpasses bygningernes arkitektur og landsbyens kulturmiljø. På den måde søger lokalplanen at balancere hensynet til klima og energi med hensynet til kulturarv og landsbykarakter.
Som led i kommunens klimatilpasningsarbejde ønsker Solrød Kommune at mindske overbelastning af regnvandskloakker, vandløb og søer for at forebygge oversvømmelser.
I Solrød Kommunes Spildevandsplan 2025 er der fastsat principper for håndtering af regn- og spildevand. Spildevandsplanen lægger vægt på en fremtidssikret og bæredygtig håndtering af regnvand og spildevand samt på klimatilpasning i forhold til mere intense regnhændelser.
Vand fra lokalplanområdet skal altid håndteres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende spildevandsplan for Solrød Kommune. Ved fremtidige projekter skal regnvand som udgangspunkt håndteres på egen grund eller forsinkes, hvis befæstelsesgraden øges.
Natura 2000-områder
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.
De nærmeste Natura 2000-områder ligger hhv. ca. 2,5 km (Gl. Havdrup Mose) og ca. 3,5 km (Ølsemagle Strand og Staunings Ø) fra Karlstrup Landsby. Planområdet er allerede bebygget, og afgrænsningen samt generel anvendelse ændres ikke ift. nuværende forhold. På baggrund af overstående, vurderes planen i miljøscreeningen ikke at påvirke Natura 2000-områderne og der skal derved ikke foretages en egentlig Natura 2000 konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle/rasteområder og mod at forstyrre fugle på reder.
Der er umiddelbart udenfor landsbylokalplanområdet (mod vest) fundet Stor vandsalamander i en §3-udpeget sø. Derudover er der i Karlstrup Kalkgrav sydøst for lokalplanområdet fundet Grøn frø, Markfirben og Stor vandsalamander.
Lokalplanen fastholder nuværende lokalplanafgrænsning og giver således ikke mulighed for bebyggelse eller andre forstyrrende installationer i forhold til de registrerede Bilag IV-arter udenfor lokalplanområdet.
Byrådet vedtog i 2019 en boligpolitik for Solrød Kommune med fokus på kommunen som det bedste sted at bo – hele livet.
Denne overordnede målsætning om, at der skal være boliger til alle aldre, både de unge, de ældre og dem midt i mellem, opnår kommunen gennem følgende mål:
- Solrød Kommune skal have variation i typen af boliger.
- Der skal være 80% ejerboliger og 20% lejeboliger (almene og private lejeboliger).
- Kommunen vil i dialog med boligselskaberne om udlejningskriterier til almene boliger.
- Kommunens borgere skal tilgodeses i udlejningskriterierne med en andel af ledige almene boliger.
- Der skal være flere mindre boliger med 1‐3 værelser i attraktive boligområder.
- Nye boligområder skal udvikles med fokus på bæredygtighed.
Denne lokalplan giver mulighed for, at enkelte eksisterende gårde inden for landsbyens afgrænsning kan omdannes til boligformål, og kan i den forbindelse bidrage til et mere varieret boligudbud i Karlstrup Landsby.
