Herunder kan du læse om, hvordan lokalplanen forholder sig til anden relevant planlægning.
Landsplandirektivet Fingerplan 2019 omfatter alle hovedstadsområdets kommuner og udgør det overordnede grundlag for kommunernes planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg m.m.
Lokalplanområdet er beliggende inden for det øvrige hovedstadsområde i Fingerplan 2019. Lokalplanen har til formål at fastlægge rammerne for omdannelse og udvikling af et eksisterende byområde inden for den nuværende byzone og medfører ikke inddragelse af nye arealer til byformål eller ændringer, der er i uoverensstemmelse med Fingerplanens overordnede principper.
Lokalplanen vurderes således at være i overensstemmelse med Fingerplan 2019.
Lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanrammerne 207 og 208A samt tilstødende boligrammer i Kommuneplan 2025. Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med de gældende rammebestemmelser for områdets anvendelse, bebyggelsesomfang og detailhandel.
Centerområde og detailhandel
Hovedgaden indgår i kommuneplanens centerstruktur for Havdrup. Kommuneplanen fastlægger rammer for det samlede bruttoetageareal til detailhandel samt maksimal størrelse for den enkelte butik. Lokalplanen viderefører disse rammer og fastsætter bestemmelser, der sikrer, at eventuel ny eller ændret detailhandel sker inden for de planmæssige grænser.
Formålet er at understøtte Hovedgaden som lokal bygade med funktionsblandet anvendelse, samtidig med at centerstrukturen i kommunen fastholdes.
Boligområder og overgangszoner
Den sydlige del af lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanens rammer for åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Lokalplanen viderefører denne anvendelse og sikrer en klar overgang mellem den centrale hovedgade og de bagvedliggende boligområder.
Kulturmiljø
Hovedgaden er i Kommuneplan 2025 udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø. Lokalplanen tager afsæt i denne udpegning og fastsætter bestemmelser, der skal fastholde og styrke de bærende strukturelle og arkitektoniske værdier.
Generelle rammer
Herudover gælder kommuneplanens generelle rammer for lokalplanlægning, herunder bl.a. bestemmelser om parkering, opholdsarealer, miljøforhold og tekniske anlæg. Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med disse retningslinjer.
Udviklingen af Hovedgaden tager afsæt i den gældende Helhedsplan for Havdrup (vedtaget i 2024), som udstikker de overordnede strategiske rammer for byens udvikling.
Helhedsplanen peger på en styrkelse af Havdrups bymidte som samlende omdrejningspunkt for handel, hverdagsliv og fællesskab. Et centralt greb er en trafikal og byrumsmæssig omdannelse af Hovedgaden og Stationspladsen med henblik på at reducere gennemkørende trafik, skabe bedre forbindelser på tværs af byen og etablere et grønnere og mere opholdsvenligt byrum.
Helhedsplanen fremhæver desuden behovet for at understøtte funktionsblanding i Hovedgaden, herunder mulighed for boliger i tidligere erhvervslokaler, samt at styrke de tværgående forbindelser mellem stationen, handelsområdet og de omkringliggende boligområder.
Den tidligere Helhedsplan for Havdrup Bymidte (vedtaget i 2015) har tilsvarende peget på en trafikal omdisponering af Hovedgaden, etablering af vejtræer og grønne opholdslommer samt en samlet bearbejdning af Stationspladsen. Den nyeste helhedsplan viderefører og samler disse principper i en bredere strategisk ramme for hele byen.
Nærværende lokalplan omsætter helhedsplanernes strategiske målsætninger til bindende planbestemmelser og udgør det juridiske grundlag for realiseringen af de fysiske ændringer i Hovedgaden og bymidten.
Byrådet vedtog i 2019 en boligpolitik for Solrød Kommune med fokus på kommunen som det bedste sted at bo - hele livet.
Målsætningen er at sikre et varieret boligudbud med boliger til både unge, familier og ældre. Boligpolitikken lægger blandt andet vægt på variation i boligtyper, en balanceret fordeling mellem ejer- og lejeboliger samt flere mindre boliger i attraktive og centralt beliggende områder. Derudover skal nye boligområder udvikles med fokus på bæredygtighed og kvalitet.
Lokalplanen for Hovedgaden understøtter boligpolitikkens målsætninger ved at muliggøre omdannelse af tidligere erhvervsarealer til boligformål og ved at skabe rammer for nye boliger i bymidten. Særligt åbnes der mulighed for mindre og centralt placerede boliger i tilknytning til station, dagligvarehandel og servicefunktioner.
Ved endelig vedtagelse af nærværende lokalplan ophæves følgende planer helt eller delvist for de ejendomme, der er omfattet af lokalplanområdet:
-
Lokalplan 208.1 Møllevej, Havdrup ophæves for matr. nr. 16x, 16h, 16g, 16e, 16c og 16k.
-
Byplan 19 Hovedgaden, Havdrup ophæves for matr. nr. 18b, 4g, 4f, 4v, 4k, 4p, 4a, 4ak, 4ai, 4b, 4ad, 4n, 18c, 18d, 18e, 18l, 18f, 18m, 18n, 17b, 17c, 17d, 17h, 4h, 4y, 3s, 3c og 3i.
-
Lokalplan 215.1 Elmevej, Havdrup ophæves for matr. nr. 3h, 3g, 3b, 3x, 3q, 3ø, 3v, 18g, 18i og 18k.
-
Lokalplan 703.1 Forbud mod spillehaller ophæves for det område, som nærværende lokalplan omfatter, idet bestemmelsen videreføres i lokalplanens § 3.5.
-
Lokalplan 704.4 Butiks- og erhvervsskiltning ophæves for det område, som nærværende lokalplan omfatter, idet bestemmelser om skiltning er indarbejdet i lokalplanens § 8.9.
Deklaration af 20. maj 1978 (18098-18) om forbud mod beboelse af mere end 2 personer i den mod Hovedgaden beliggende lejlighed mv. for matr.nr. 18e Ulvemose, Havdrup forventes aflyst i sin helhed med den endelige vedtagelse af denne lokalplan.
Lokalplanområdet ligger uden for kystnærhedszonen. Lokalplanen berører derfor ikke de særlige planlægningsmæssige hensyn, der gælder for kystområder.
Natura 2000-områder
EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet pålægger EU's medlemslande at bevare en række arter og naturtyper, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Det skal ske ved at udpege særlige områder, hvor disse arter og naturtyper er beskyttede. Habitatområderne og fuglebeskyttelsesområderne udgør tilsammen Natura 2000-områderne.
Det er myndighedens ansvar at sikre sig, at der er tilvejebragt tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om planen kan skade et Natura 2000-område.
De nærmeste Natura 2000-områder ligger ca. 6,5 km fra planområdet (Ølsemagle Strand og Staunings Ø) og ca. 3 km (Gl. Havdrup Mose). På baggrund af afstanden og planens karakter, der omfatter et eksisterende og fuldt udbygget byområde, vurderes det, at gennemførelse af lokalplanen ikke vil påvirke Natura 2000-områderne. Der skal derfor ikke foretages en egentlig Natura 2000-konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Bilag IV i EU's habitatdirektiv indeholder en liste over udvalgte dyre- og plantearter, som medlemslandene er forpligtet til generelt at beskytte, både inden for og uden for Natura 2000-områderne. Det handler bl.a. om forbud mod ødelæggelse af yngle- og rasteområder samt mod at forstyrre arterne.
Planområdet omfatter et eksisterende byområde bestående af bebyggelse, befæstede arealer og mindre private haver. Der findes ikke naturarealer eller beplantninger af væsentlig udstrækning inden for lokalplanområdet.
Det kan ikke udelukkes, at området sporadisk benyttes af flagermus som fødesøgningsområde langs bebyggelsen, eller at enkelte bygninger kan anvendes som opholdssted. Det vurderes dog samlet, at lokalplanen ikke medfører ændringer, der vil forringe eventuelle yngle- eller rasteområder for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Beskyttet natur og landskab
Der er ikke registreret § 3-beskyttede naturtyper, fredninger eller bygge- og beskyttelseslinjer inden for lokalplanområdet. Området ligger uden for kystnærhedszonen og omfatter et eksisterende bymiljø.
Lokalplanen vurderes derfor ikke at medføre væsentlig påvirkning af natur- eller landskabelige interesser.
Klima og regnvand
Planområdet ligger inden for et område, hvor der kan forekomme risiko for oversvømmelse ved kraftig nedbør. Lokalplanen giver mulighed for etablering af klimatilpasningsløsninger, herunder regnbede og andre former for lokal afledning af regnvand, og forudsætter, at regn- og spildevand håndteres i overensstemmelse med den til enhver tid gældende spildevandsplan.
Herved understøtter lokalplanen en robust og fremtidssikret håndtering af øgede nedbørsmængder.
Lokalplanområdet ligger inden for et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).
Inden for OSD-områder skal arealanvendelsen planlægges, så der ikke sker aktiviteter, som kan medføre risiko for forurening af grundvandet.
Lokalplanen omfatter et eksisterende og fuldt udbygget byområde og medfører ikke ny arealudlæg eller anvendelser, der vurderes at udgøre en særlig risiko for grundvandet. Planen fastholder overordnet den eksisterende anvendelse og muliggør alene omdannelse og tilpasning inden for den nuværende bystruktur.
Det er på denne baggrund vurderet, at lokalplanen ikke er i strid med hensynet til grundvandsbeskyttelsen.
