Dispensation og tilladelser

Dispensation fra lokalplanen

Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges fastholdt ved lokalplanen. Det vil sige, at dispensationen ikke må stride mod lokalplanens principper.

Fortidsminder

Lokalplanområdet er ikke udpeget til område med særlige kulturhistoriske interesser.

Findes der under jordarbejder grave, gravpladser, bopladser, ruiner eller andre jordfaste fortidsminder, skal arbejdet, i medfør af museumslovens § 27, standses i det omfang det berører fortidsmindet. Fundet skal straks anmeldes til Museum Sydøstdanmark. Bygherre kan iht. museumslovens § 25 anmode Museum Sydøstdanmark om at tage stilling til, hvorvidt jordarbejder vil berøre væsentlige fortidsminder.

Landbrugsloven

Lokalplanområdet er pålagt landbrugspligt. Landbrugspligten ophæves for de arealer der overføres til byzone med indeværende lokalplan. 

Skovbyggelinjer

I forbindelse med naturgenopretningsprojektet Solrød Bæk vil der blive plantet en ny skov på den østlige del af matr.nr. 8a, Havdrup By, Havdrup, samt på matr.nr. 7l og 8c begge af Havdrup By, Havdrup. Når den planlagte skov er plantet, vil skoven afkaste en skovbyggelinje på 300 meter, jf. § 17 i naturbeskyttelsesloven.

I planlovens § 15, stk. 5 kan en lokalplan indeholde bestemmelse om undtagelser fra bl.a. § 17, stk. 1 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1-3, i lov om naturbeskyttelse, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse. 

Dispensationen for skovbyggelinjen er indarbejdet i lokalplanens § 2.4. Dispensationen vedrører kun forholdet til skovbyggelinjen.

Ved at dispensere for skovbyggelinjen i indeværende lokalplan, ændres der ikke på betingelserne for at opnå dispensation.

Klagevejledning - for afgørelser efter naturbeskyttelsesloven

En klage over dispensation efter naturbeskyttelsesloven skal påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der kan klages over afgørelsen indtil 4 uger efter afgørelsen er meddelt. 

Du klager via klageportalen, som du finder på kpo.naevneneshus.dk. Du logger på digitalt med MitID. Når du har sendt din klage, bliver den sendt videre til Solrød Kommune til udtalelse.

Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder/organisationer. 

Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Solrød Kommune, hvor du beskriver, hvorfor du vil fritages for at bruge Klageportalen. Vi vil herefter sende din anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som tager stilling til, om du kan blive fritaget.

Hvis kommunens afgørelse ønskes afprøvet ved en domstol, skal et evt. sagsanlæg i henhold til loven være anlagt inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt.