Miljøvurdering af lokalplan 228.1

Miljømæssige forhold

I henhold til Lov om miljøvurdering af planer, programmer og konkrete projekter jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 skal kommunen gennemføre en miljøvurdering, hvis en given plan må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Som hovedregel er planer, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, omfattet af lov om miljøvurdering, og der skal gennemføres en kort, indledende vurdering af, om der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering. Ud fra denne vurdering, beslutter Solrød Kommune om en plans påvirkning på miljøet har en karakter og et omfang, der kræver, at der skal gennemføres en egentlig miljøvurdering. 

Lokalplan 228.1 ændrer væsentligt på de overordnede forhold inden for lokalplanområdet. Det er derfor Solrød Kommunes vurdering, at lokalplan 228.1 er omfattet af krav om miljøvurdering i henhold til §8, stk. 1, nr. 1 i miljøvurderingsloven (LBK nr. 4 af 3/1/2023), idet planen udarbejdes inden for fysisk planlægning og arealanvendelse, og da planen ikke kun omfatter et mindre område på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i en eksisterende plan. Dette betyder, at planforslaget er blevet miljøvurderet uden forudgående screening.

Forud for miljøvurderingen blev der udarbejdet et afgrænsningsnotat, som gennemgik de mulige påvirkninger af miljøfaktorer som følge af lokalplanen, og udpegede hvilke faktorer, hvor en væsentlig miljøpåvirkning ikke på forhånd kunne afvises. Afgrænsningsnotatet var i høring hos berørte myndigheder og parter i perioden den 14. februar til den 4. marts 2025. På baggrund heraf blev følgende emner behandlet i miljøvurderingen:

  • Biologisk mangfoldighed, påvirkning af bilag IV-arter
  • Vand, påvirkning af målopfyldelse jf. vandrammedirektivet af Solrød Bæk
  • Vand, påvirkning af grundvandsressourcen, herunder drikkevand
  • Menneskers sundhed, påvirkning af trafikstøj både inden- og udendørs
  • Befolkning, påvirkning af trafikafvikling og trafikbelastning
  • Jordbund, terrænregulering og jordflytning
  • Klimatiske faktorer, påvirkning af CO2-udledning

Miljørapporten blev sendt i offentlig høring samtidig med lokalplan 228.1 for Havdrup Skovby. Desuden blev afgrænsningsnotatet og relevante faglige notater offentliggjort sammen med miljørapporten.

I forbindelse med den endelig vedtagelse af lokalplan 228.1 er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse, jf. miljøvurderingslovens § 13, hvori der redegøres for hvordan miljøhensyn er indarbejdet i lokalplanen og hvordan miljøvurderingen og udtalelser i høringsperioden er taget i betragtning i lokalplanen. Solrød Kommune vurderer samlet, at der ikke er behov for yderligere vurderinger og undersøgelser i relation til miljørapporten til lokalplan 228.1. 

Se den sammenfattende redegørelse her.

Se miljøvurdering af lokalplan 228.1 Havdrup Skovby her.

Se fagnotater som bilag til miljøvurderingen her: 

Bilag 1 - Afgrænsningsnotat

Bilag 2 - Naturundersøgelser ved Havdrup 2024

Bilag 3 - Regnvandshåndtering, lokalplan 228.1

Bilag 4 - Påvirkning af grundvandsressourcen

Bilag 5 - Trafikstøj - Teknisk Rapport

Bilag 6 - Trafiknotat