Byens andre funktioner

Her kan du læse, hvordan denne lokalplan forholder sig til byens øvrige funktioner.

Der kan ikke placeres detailhandel inden for lokalplanområdet.

Det vurderes, at området kan forsynes (med dagligvarer) fra Havdrup Center, der ligger ca. 1,5 km fra området.

I forbindelse med byggemodningen, skal det sikres, at der etableres afskærmning, så støjen fra det tilstødende erhvervsområde ikke overstiger de vejledende grænseværdier, fastsat af Miljøstyrelsen:

  • Støjgrænser for erhvervsområdet: 60/60/60 (dB dag/aften/nat)
  • Støjgrænser for det nye boligområde: 45/40/35 (dB dag/aften/nat)

For at skærme mod støjen skal der derfor anlægges en mindst 4,5 meter høj støjvold langs lokalplanområdet vestlige afgrænsning, som vist på kortbilag 3.

Lokalplanområdet skal forsynes med vand fra Havdrup Vandværk a.m.b.a.

Forsyning af kollektiv varme, el, telefon, internet, radio og tv kan ske fra forsyningsselskaber i området. Der er tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning, men ikke aftagerpligt. 

Desuden kan der etableres vedvarende energiforsyning i området efter nærmere ansøgning.

Som led i kommunens klimatilpasningsplan for at mindske over­belastning af kommunens regnvandskloakker, vandløb og søer og dermed forebygge oversvømmelser, er det vigtigt, at over­fladeafstrømningen overholder de forudsætninger, regnvands­kloakken er anlagt efter.

Bebyggelsen inden for lokalplanområdet skal overholde en befæstelsesgrad på 0,3 for åben-lav bebyggelse (parcelhusgrunde), som oplyst i Solrød
Kommunes Spildevandsplan.

Befæstelsesgraden er både et udtryk for, hvor meget regnvand der forventes at blive afledt til afløbssystemet (afløbskoefficienten) og for den maksimale del af arealet, der må befæstes og
dermed aflede regnvand til kloaksystemet uden forsinkelse eller tilbageholdelse.

Det betyder, at maksimalt 30 % af det regnvand der lander på en parcelhusejendom må afledes uforsinket til den offentlige regnvandskloak. Hvis dette
ikke kan overholdes, skal vandet, der falder på grunden, forsinkes eller afledes på alternativ vis, eksempelvis ved nedsivning.

Rent overfladevand fra terrasser og tagflader bør, hvor det er muligt, nedsives på egen grund eller opsamles til vandingsformål eller lignende.

Terrasse-, grus- og grønne arealer kan ved større regnskyl også aflede regnvand til den offentlige regnvandskloak, og bidragene fra denne type overflader skal derfor medregnes i ejendommens
samlede befæstelsesgrad/afløbskoefficient.

Der kan findes yderligere information om befæstelsesgrad i Solrød Kommunes Spildevandsplan eller ved at kontakte Solrød Kommune.

Rensning af overfladevand, eksempelvis vha. af olieudskiller, skal i udgangspunktet etableres for det samlede lokalplanområde, men afhænger både af hvordan regnvandsbassiner udformes og hvordan vandet ledes til Salbjergbækken.

Lokalplanområdet ligger uden for områdeklassificeringen (i forhold til Jordforureningsloven). Der er ikke registreret en kon­kret jordforurening i lokalplanområdet.

Hvis der i forbindelse med anlægsarbejder opstår mistanke om jordforurening, skal arbejdet standses og anmeldelse angives til Teknik og Miljø, Solrød Kommune.

Jordforureningslovens § 72b, stk. 1, fastsætter, at ejer skal sikre, at de øverste 50 cm jord af ubebyggede arealer er uforurenet eller, at der etableres en varig fast belægning.

Ifølge Solrød Kommunes Strategi for jordhåndtering skal al jord i forbindelse med byggearbejder på grunden så vidt muligt håndteres inden for det samme område, fx kan ren overskudsjord anvendes ved etablering af støjvolden.

Lokalplanområdet vil blive vejbetjent fra Kildebrogårdsvej udlagt i 9 meters bredde bestående af 5,5 meters kørebane, græsrabatter og med fortov i én side. Der etableres 2 parkeringspladser i tilknytning til hver bolig og det vil være muligt for gæster at parkere på græsarmeringssten langs den ene side af lokalplanområdets interne fællesvej.

Der anlægges stiforbindelse ud af lokalplanområdet via Ulvedalsvej til bl.a. Havdrup Skole og det overordnede stinet i Havdrup.  

Bus 215 har stoppested ved Havdrup Skole i kort afstand fra lokalplanområdet.

Derudover er der ca. 1,5 km til Havdrup Station, hvorfra der kører regionaltog i retning mod hhv. Køge og Roskilde.

Lokalplanområdet er nabo til Havdrup Skole og tilhører dette skoledistrikt.