Anden planlægning

Herunder kan du læse om, hvordan lokalplanen forholder sig til anden relevant planlægning.

Landsplandirektivet Fingerplan 2019 omfatter alle hovedstadsområdets kommuner og udgør det overordnede grundlag for kommunernes planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg m.m.
Lokalplansområdet er beliggende indenfor ”byfingrene” i Fingerplan 2019.
Lokalplan 320.3 for Ejegårds Alle og Tofterne har til formål at fastlægge bestemmelser for en eksisterende bebyggelse samt eventuelt fremtidige småbygninger, og medfører således ikke ændringer, der er i uoverensstemmelse med Fingerplan 2019.

Området er omfattet af kommuneplanens bestemmelser for rammeområde 320 Lysgården, Ejegården og 312 Bækbo, Dige-Broparken og Klosterparken. Herudover gælder også de generelle rammer, som findes i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning. Desuden indeholder kommuneplanen også retningslinjer for skiltning, som danner grundlag for bestemmelser om skiltning i denne plan. Lokalplanen er i overensstemmelse med rammeområdet. 

Lokalplanområdet ligger inden for et område med drikkevandsinteresser, hvilket betyder at der skal tages hensyn til grundvandet. Der må som hovedregel ikke ske arealanvendelse, som udgør en fare for forurening af grundvandet, inden for områder med drikkevandsinteresser. Bestemmelserne i Lokalplan 320.3 Ejegårds Alle og Tofterne vurderes ikke at være i strid med dette.

Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 320.3 for Ejegårds Alle og Tofterne ophæves den hidtil gældende Lokalplan 320.1 Ejegården i sin helhed samt Lokalplan 312.1 Bækbo, Dige-Broparken og Klosterparken for den del der er omfattet af lokalplanområdet for 320.3.

Ved lokalplanens udarbejdelse er der gennemført en undersøgelse af tinglyste deklarationer (servitutter), og resultatet af servitutundersøgelsen er, at en række deklarationer kan aflyses helt eller delvist med denne
lokalplans endelige vedtagelse.
Deklaration, lyst den 4. marts 1964 af Havdrup‐Solrød sogneråd, delvis aflyses i forbindelse med den endelige vedtagelse af nærværende lokalplan. Aflysningen gælder alle bestemmelserne i
deklarationen, bortset fra bestemmelserne om pligt til medlemskab i en grundejerforening nævnt i deklarations § 7.
Deklaration, lyst den 11. december 1968 af Havdrup‐Solrød sogneråd, delvis aflyses i forbindelse med den endelige vedtagelse af nærværende lokalplan. Aflysningen gælder alle bestemmelserne i deklarationen, bortset fra bestemmelserne om fælles afløbsledninger nævnt i §4 og bestemmelserne i § 6, der blandt andet har bestemmelser om pligt til medlemskab i ejerlauget Bækbo.
Deklaration, lyst den 13. juni 1969 af Havdrup‐Solrød sogneråd, delvis aflyses i forbindelse med den endelige vedtagelse af nærværende lokalplan. Aflysningen gælder alle bestemmelserne i
deklarationen, bortset fra bestemmelserne i §3, samt
bestemmelserne i §5, der blandt andet har bestemmelser om pligt til medlemskab i en ejerlauget 19‐bu.

Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen, hvorfor der skal redegøres for lokalplanens eventuelle visuelle konsekvenser. Lokalplan 320.3 Ejegårds Alle og Tofterne, der giver mulighed for mindre ændringer af bebygelse men vil ikke have en afgørende visuel ændring af den eksisterende bebyggelse langs kystlinjen, da etageantallet ikke ændres.