Bestemmelser

I henhold til Lov om Planlægning (lov nr. 388 af 6. juni 1991 og lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020) fastsættes følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område i Solrød Kommune.

Lokalplanområdets placering

Lokalplanområdets placering i kommunen.

1.1

At sikre, at der opføres et markant etageboligbyggeri som Green Hills (et ”fyrtårn”) i landskabet, som samtidigt fungerer som ”byport” til Solrød Strand oplevet fra Køge Nord Station.

Byggeriet og boligerne skal opføres på et nytænkende og bæredygtigt grundlag.

Redegørelse til § 1.1

Byrådet i Solrød Kommune har bestemt, at lokalplanområdet skal udvikles til fremtidens bæredygtige boligbyggeri.

Byrådet har i den forbindelse besluttet, at projektet Green Hills skal DGNB certificeres for at sikre, at der leves op til Solrød Kommunes ambitioner om et bæredygtigt boligprojekt. Ved DGNB certificering vurderes bygninger og byområders bæredygtighed ud fra et såvel socialt som økonomisk og miljømæssigt perspektiv.

1.2

At sikre, at vejadgang til området sker via Tåstrupvej.

1.3

At sikre mulighed for etablering af stiforbindelse, fra eksisterende stiforløb i områdets nord-østlige hjørne, mod Køge Nord Station, herunder etablering af dæmning til stibro over Cordozavej.

2.1

Lokalplanen afgrænses som vist på Kortbilag 1 og omfatter følgende matrikler, alle Jersie By, Jersie:

19v, 22ah, 7000bu og ca. 260 m² af 7000am, samt alle matrikler som herefter udstykkes af de nævnte ejendomme.

2.2

Området forbliver beliggende i byzone.

3.1

Lokalplanen opdeles i de i Kortbilag 2 angivne delområder og byggefelter.

Delområde I

3.2

Delområde I må kun anvendes til boligformål i form af etageboliger med tilhørende fælles faciliteter, herunder rekreative, grønne arealer, samt etablering af anlæg til lokal afledning af regnvand (LAR), jf. dog § 6.8. LAR-anlægget skal integreres som et landskabeligt element med rekreative funktioner.

Redegørelse til § 3.2

Ved lokal afledning af regnvand (LAR) forstås ethvert tiltag, der har til formål at begrænse eller forsinke regnvandsstrømmen fra et område, eksempelvis ved nedsivning, forsinkelse, magasinering, fordampning eller en kombination heraf.

Dette kan ske ved etablering af grønne tage, genanvendelse af regnvand til toiletskyl, anvendelse af gennemtrængelige belægninger, regnbede, regnvandsbassiner mv.

Delområde 2

3.3

Delområde 2 må kun anvendes til boligformål i form af etageboliger med tilhørende fællesfaciliteter, herunder vinterhave og fælleshus.

Delområde 3

3.4

Delområde 3 må anvendes til offentlige formål i form af sti fra eksisterende stianlæg i lokalplanområdets nord-østlige hjørne, samt dæmning til stibro over Cordozavej, for at sikre fremtidig stiforbindelse til Køge Kommune.

Fælles for delområderne 1 og 2

3.5

Byrådet kan tillade, at der i boligerne drives en sådan erhvervsvirksomhed, som almindeligvis udføres i beboelsesområder under forudsætning af:

  • at virksomheden drives af den, der bebor den pågældende bolig uden fremmed medhjælp i form af ansatte medarbejdere.
  • at virksomheden efter Byrådets skøn drives på en sådan måde, at karakteren af beboelse ikke forandres (herunder ved skiltning eller lignende), og områdets karakter af etageboligområde ikke brydes,
  • at virksomheden ikke medfører ulempe for de omkringboende,
  • at virksomheden ikke medfører behov for parkering.

Derudover må boligerne ikke benyttes til nogen form for erhvervsvirksomhed.

For hele lokalplanområdet

3.6

Inden for området kan opføres transformer-, pumpestationer og lignende tekniske anlæg til områdets forsyning.

3.7

Inden for lokalplanens område må der ikke etableres spillehaller med gevinstgivende spilleautomater.

4.1

Delområde 2 kan udstykkes som selvstændig ejendom med tilhørende vejadgang fra Tåstrupvej.

Udstykningen kan omfatte mindre arealer udenfor delområde 2, men i tilknytning til bebyggelsen i delområde 2.

4.2

Veje skal udlægges som vejareal i matriklen (delområde 1) og kan udstykkes til selvstændige matrikler.

Redegørelse til § 4.2

Ved udlæg eller udstykning af de interne veje får vejene status af private fællesveje.

4.3

Der kan derudover ske mindre udstykninger til eksempelvis transformerstationer og lignende.

Byggemodningsprojekt

5.1

Byggemodningsprojekt skal godkendes af Solrød Kommune og skal indeholde følgende:

  • Vej-, sti- og parkeringsprojekt, herunder nødvendige hjørneafskæringer, vendepladser, befæstelse samt belysningsplan og afvandingsprojekt.
  • Kote- og situationsplan for fremtidigt terræn.
  • Afledningsprojekt for spildevand.
  • Landskabsplan og beplantningsplan for områdets friarealer.

Veje

5.2

Der skal etableres én vejadgang fra Tåstrupvej med placering som vist på Kortbilag 2.

Overkørsel fra Tåstrupvej skal udlægges i 10 meters bredde.

Porten gennem den vestlige bygning i delområde I skal etableres med en frihøjde på minimum 4,3 meter.

5.3

Det interne vejudlæg skal ske ud fra principperne i Kortbilag 2.

Interne veje udlægges i minimum 10 meters bredde, inklusiv fortov (på minimum en side), rabatter og afvanding. Efter Solrød Kommunes tilladelse kan der alternativt til fortov sikres passende adgang for gående fra P-pladser til nærliggende stiforbindelser, herunder tilpas antal adgange fra P-plads/kørebane mod bebyggelsen, så gående hurtigst muligt og sikkert ledes væk fra kørearealer.

Kørebane skal etableres i minimum 7 meters bredde, på strækninger hvor parkeringspladser etableres vinkelret på vejen.

Kørebaner skal på strækninger uden tilstødende parkeringspladser etableres i mindst 5,5 meters bredde.

Der skal etableres vendemuligheder i et passende omfang efter Solrød Kommunes godkendelse, jf. § 5.1.

Parkering

5.4

Der skal anlægges minimum 1 parkeringsplads pr. bolig, herunder minimum 9 pladser til handicapparkering inklusiv 1 plads til handicapbus. Minimum 50% af handicappladserne skal placeres i forbindelse med hovedindgang til delområde II.

Der skal yderligere udlægges areal til 0,2 plads pr. bolig, herunder minimum 2 pladser til handicapparkering, til eventuelt fremtidig anvendelse. Solrød Kommune kan til enhver tid kræve 0,2 plads pr. bolig anlagt. Arealerne kan indtil eventuel anlæggelse af parkeringspladser anvendes til andre formål.

5.5

Parkeringspladser skal udlægges i 2,5 x 5 meter efter princippet som vist på Figur 1.

Figur 1: Princip for udformning af parkeringspladser (Kilde: Vejdirektoratet 2018, Håndbog - Anlæg for parkering og standsning i byer).

 

Handicappladser skal tilsvarende udlægges i 3,5 x 5 meter - og 4,5 x 8 meter for pladser til handicapbus.

Parkering langs Tåstrupvej og Cordozavej skal udføres med markant beplantning, som vist på Figur 2, og med vandgennemtrængelig belægning.

 

Illustration af skovparkering

Figur 2: Princip for parkeringspladser med markant beplantning (som "skovparkering").

 

Alle parkeringspladser skal forberedes til el-ladestandere.

Cykelparkering

5.6

Der skal etableres mindst 1,5 cykelparkeringsplads i stativ pr. bolig inden for lokalplanområdet. Heraf skal mindst 50 % være udført som overdækkede eller integreret i bebyggelsens fællesarealer, jf. Kortbilag 2.

De resterende cykelparkeringspladser skal etableres i umiddelbar tilknytning til indgangen til boligerne efter principperne i Kortbilag 2.

Der kan etableres el-ladestandere for el-cykler inden for lokalplanområdet i tilknytning til cykelparkering.

Stiforbindelser

5.7

I delområde 1 og 2 skal der udlægges interne stier samt stiforbindelser til omkringliggende områder ud fra principperne i Kortbilag 2.

Der kan endvidere etableres mindre stibroer over Skæringsstreget til området nord for lokalplanområdet, som beskrevet i § 6.8, og efter Solrød Kommune godkendelse.

5.8

I delområde 3 kan etableres sti som forbinder området til eksisterende stisystem mod nord-øst, samt via stibro over Cordozavej sikrer fremtidig forbindelse til Køge Nord Station.

I forbindelse med etablering af sti i delområde 3 kan der etableres dæmning til stibro over Cordozavej. Omfang og placering af sti og dæmning fastlægges af Solrød Kommune.

6.1

Indenfor lokalplanområdet må der maksimalt opføres 350 boliger fordelt på ca. 294 boliger i delområde 1 og ca. 56 boliger i delområde 2.

6.2

Den maksimale bebyggelsesprocent for lokalplanområdet under ét er 80.

Der må udover bebyggelsesprocenten opføres transformerstationer mv. til områdets forsyning samt mindre bygninger som bålhytter, legehuse og lignende i forbindelse med områdets rekreative funktioner.

 

6.3

Ny boligbebyggelse i delområde 1 skal opføres indenfor de på Kortbilag 2 angivne byggefelter.

Ingen del af bebyggelsen i delområde 1 må etableres nærmere skel end 2,5 meter.

Delområde 1

6.4

Bebyggelserne i delområde 1 skal opføres med skrå tagflader med ensidig taghældning fra bygningshjørnerne, efter principperne i Bilag 4A.

Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tagflade må gives en højde, der overstiger kote 35,50.

Bygningshøjden må kun overstige 30 meter indenfor de i Bilag 5 afgrænsede områder.

Der skal udføres portåbninger i de fire bygningsender inden for delområde 1, jf. Kortbilag 2, med mulighed for lukning af portåbninger mod hhv. Cordozavej og S-banen med glasfacade grundet støjmæssige forhold.

 

6.5

Depoter samt mindre bygninger, carporte, cykeloverdækninger mv. på sammenlagt op til 20 m² pr. bolig kan opføres i og uden for byggefelterne i delområde 1. Mindre bygninger uden for byggefelterne må maksimalt være 2,5 m. høje. 

Etablering af disse udenfor byggefelterne skal godkendes af Solrød Kommune ud fra en samlet plan.

Delområde 2

6.6

Boligbebyggelsen i delområde 2 skal opføres som en "åben" karrébebyggelse i maks. 3 etager omkring et fælles gårdrum, som skal glasinddækkes (vinterhave), jf. Kortbilag 2 og Bilag 4B.

Der kan etableres anlæg til opsamling af regnvand under vinterhaven til vanding af vinterhaven.

Intet punkt på facader må overstige kote 14. Toppunkt af gavltrekanter og tagryg for glasinddækning af vinterhaven må dog gives en højde til maksimalt kote 18. Tekniske installationer på tag må ikke gives en højde, der overstiger 3 meter fra tagflade, jf. desuden § 9.8.

6.7

Der skal etableres fælleshus i vinterhaven.

Byggelinjer

6.8

Der udlægges byggelinje på 8 meter fra kronekant for vandløbet Skæringsstreget, jf. Kortbilag 2.

Arealet inden for byggelinjen anvendes som arbejdsbælte for vedligeholdelsen af Skæringsstreget og der må ikke bygges, terrænreguleres eller foretages anden ændring af arealerne. Dog kan der, efter Solrød Kommunes særlige tilladelse, etableres stiforløb samt opføres op til 2 stibroer over Skæringsstreget.

Der skal sikres adgang til arbejdsbæltet fra delområde 1 ad hensyn til områdets vedligeholdelse. Adgang skal godkendes af Solrød Kommune.

Altaner og terrasser

6.9

Der kan etableres altaner på facader, hvor Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser på Lden 58 dB (for trafik på veje) og 64 dB (for togtrafik) er overholdt.
Altaner kan her etableres med en maksimal dybde på 1.60 meter i dybden inklusiv gelænder/afskærmning.

For facader, hvor de vejledende støjgrænser ikke er overholdt, kan altaner tillades opført under én af følgende forudsætninger:

  • Altanerne sikres ved støjafskærmning/inddækning, således at der opnås et acceptabelt støjniveau (for veje: 58 dB og tog: 64 dB), eller
  • Altanerne etableres med en maksimal dybde på 1.20 meter inklusiv gelænder/afskærmning for ikke at indbyde til længerevarende ophold.

Altaner som ikke overholder den vejledende støjgrænse på Lden 58 dB (veje) og 64 dB (tog) kan ikke medregnes som friareal.

Altaner, terrasser, støjafskærmning og lignende kan etableres udenfor de angivne byggefelter, jf. dog § 6.3.

7.1

Bebyggelsen i delområde 1 og 2 skal i princippet opføres med udseende som vist på bilag 4 og 7.

Facader i delområde I

7.2

Indenfor delområde I skal facader udføres ud fra principperne i Bilag 4A.

Facader skal udføres som betonelementfacader med indfarvet forplade i ensfarvede brunlige nuancer (jordfarver).

Udvendige facader mod Tåstrupvej, Cordozavej og jernbanen skal fremstå med gennemgående altaner. Indre facader skal udføres med enkeltstående altaner, primært placeret mod øst og vest, samt vandrette aluminiumsbånd mellem etageadskillelserne, for visuel afskærmning af samlingerne mellem etagerne.

Facader i portåbninger skal følge de øvrige facader. Dog er her mulighed for lukning af portåbning med glasfacade grundet støjmæssige forhold.

Facader i bygningsenderne, hvor der kan placeres fællesfunktioner, skal udføres som grønne facader, jf. bilag 4A.

Redegørelse til § 7.2

Facaderne på endebygninger som indeholder de sekundære funktioner, samt fællesrum m.m. bearbejdes arkitektonisk anderledes. Facadematerialet kan være en kombination af betonelementfacader, lette stålkonstruktioner og træelementer. Det skal blot sikres, at der kan etablere en grøn facade udenpå, således at bygningsenderne kommer til at fremstå med beplantning.

Lukket portåbning mod Cordozavej udføres som glasfacade.

Facader i delområde II

7.3

Facader i delområde II skal fremstå principielt som vist på Bilag 4B.

Inden for delområde II skal ydre facader udføres med betonelementer med indfarvet forplade i brunlige nuancer (jordfarver) og ud fra principperne på de indvendige facader i delområde I, jf. §7.2. Facader skal derfor udføres med ensfarvede forplader og med vandrette aluminiumsbånd mellem etageadskillelserne, for visuel afskærmning af samlingerne mellem etagerne.

Der skal opsættes altan til hver bolig over stueplan.

Inddækning af vinterhaven skal udføres som glastag og -facader.

Altaner

7.4

Altaner skal udføres i stål eller beton og med glasværn. Glasværn kan udføres med former for mattering eller lignende.

For de ydre facader i delområde 1 skal altaner etableres som gennemgående altaner. Gennemgående altaner skal udføres med plantekasser og/eller begrønning af lodrette afskærmninger mellem naboaltaner.

De vertikale adskillelser mellem altaner på de ydre sider af bebyggelsen i delområde 1 skal udføres i overensstemmelse med principperne i Bilag 7. Adskillelserne skal forekomme forskudt for hver etage.

Markiser og lignende

7.5

Altaner og terrasser må ikke gives en fast overdækning ud over ovenliggende altaner samt i forbindelse med foranstaltninger til sikring mod støj, j. § 6.9.

Markiser kan kun tillades efter et samlet princip for hvert delområde, skal være ensartede og indgå i bygningens helhed. Markiser skal godkendes af Solrød Kommune inden opsætning.

 

Tage

7.6

Boligbebyggelsens tage skal anlægges som grønne tage med sedum eller lignende. 

Dog skal vinterhaven i delområde 2 glasinddækkes/opføres i glas jf. § 6.6, og småbygninger kan opføres i andre materialer (se § 7.7 herunder).

 

Småbygninger

7.7

De i § 6.5 nævnte mindre bygninger skal opføres i materialer og farver, der harmonerer med lokalplanområdets etageboliger. 

Mindre bygninger med samme anvendelse (fx cykeloverdækninger) skal udføres i samme farve og materialer inden for området, så der opnås en sammenhæng samt en vis ensartethed i materiale- og farvevalg.

Redegørelse til § 7.7

Mindre bygninger kan eksempelvis opføres i materialerne stål og/eller træ samt i farver indenfor jordfarveskalaen for at sikre sammenhæng med etageboligerne.

Bålhytter, legehuse mv. kan i materialevalg og farve adskille sig fra øvrige småbygninger, såsom cykeloverdækninger mv.

Skiltning

7.8

Skiltning må kun finde sted i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skilteregler og kræver Byrådets tilladelse.

Redegørelse til § 7.8

Retningslinjer for skiltning (skilteregler) fremgår af Solrød Kommuneplan 2017 (pr. 2020), og lokalplanområdet skal følge retningslinjerne for skiltning i boligområder i byzone.

Terrænregulering og jordflytning

8.1

Der må indenfor delområde I og II terrænreguleres efter Solrød Kommunes godkendelse og ud fra principperne i Kortbilag 3.

Indenfor delområde III må der ske terrænregulering på +5/-2 meter i forhold til eksisterende terræn.

Der må ske terrænregulering helt ud til skel, jf. dog § 6.8 (byggelinje). Intet punkt i skel må terrænreguleres uden Solrød Kommunes forudgående tilladelse.

Håndtering af jord på ejendommen skal godkendes af Solrød Kommune ud fra en samlet jordhåndteringsplan.

Flytning af jord til og fra ejendommen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med Jordflytningsbekendtgørelsen og Miljøbeskyttelsesloven.

Opholdsareal

8.2

Der skal sikres friareal indenfor delområde 1 svarende til 30% af det samlede grundareal for delområde 1 og 2. Heraf skal et passende areal sikres som opholdsareal.

Der skal etableres opholdsarealer svarende til 15% af det samlede grundareal for delområde 1 og 2. Opholdsarealer skal overholde miljøstyrelsens vejledende støjgrænse på maksimum Lden 58 dB/64 dB.

Områdets rekreative faciliteter, herunder legeredskaber/-muligheder, skal primært placeres indenfor opholdsarealerne. Der skal etableres minimum et legeredskab/-mulighed pr. 15 boliger. Omfang og placering af legeredskaber/-muligheder i det centrale gårdrum skal ske ud fra principperne i Kortbilag 3 og skal godkendes af Solrød Kommune.

Der kan etableres terrasser med direkte adgang fra boliger i stueplan/terræn. Terrasserne kan afskærmes/afgrænses ensartet inden for hvert delområde med enten hæk eller hegn.

Redegørelse til § 8.2

Legeredskaber kan ud over traditionelle redskaber omfatte landskabelige elementer som bakker og pilekrat til labyrint. Derimod anses borde/bænke og grillpladser ikke som legeredskab/-mulighed.

Beplantning

8.3

Området skal beplantes efter for principperne i Kortbilag 6.

Solrød Kommune skal godkende et samlet beplantningsprojekt for udendørsarealer inden i etablering, jf. § 5.1.

Desuden skal der etableres stedsegrøn afskærmning mellem p-arealerne og boliger jf. § 10.1.

Belysning

8.4

Ingen facader må belyses med direkte belysning. Etablering af belysning på facade må kun ske i forbindelse med opgangsdøre og porte.

Der kan etableres stibelysning i delområde 1 og 2 i form af pullerter/parkarmaturer under hensyn til lysgener for nærliggende boliger.

I forbindelse med etablering af sti i delområde 3 skal der etableres stibelysning.

Oplag

8.5

Udendørs oplag må ikke finde sted, ligesom campingvogne, både og køretøjer på over 3.500 kg. ikke må henstilles indenfor lokalplanområdet.

Mini-vindmøller

8.6

Der må ikke opføres mini-vindmøller eller lignende inden for lokalplanområdet.

9.1

Inden for området kan der etableres de nødvendige tekniske anlæg til områdets forsyning, f.eks. affaldsstationer, transformerstationer, anlæg til regnvandshåndtering og lignende.

9.2

Løsninger til håndtering af affald (miljøstationer) skal godkendes af Solrød Kommune inden etablering og skal etableres i overensstemmelse med Solrød Kommunes regulativ for husholdningsaffald.

9.3

Vand fra området håndteres jævnfør den til enhver tid gældende Spildevandsplan med tilhørende spildevandstillæg for Solrød Kommune.

Der skal udarbejdes et konkret projekt for LAR-anlæg, som skal godkendes af Solrød Kommune.

9.4

Samlet spildevandsprojekt for delområde 1 og 2 skal fremsendes til Solrød Kommune inden udførelse.

9.5

Bebyggelsen skal forsynes med vand fra Solrød Vandværk a.m.b.a.

9.6

Kollektiv varmeforsyning af området kan ske med fjernvarme fra Solrød Fjernvarme a.m.b.a.
Der er tilslutningspligt, men ikke aftagningspligt, til kollektiv varmeforsyning.

Derudover kan der etableres vedvarende energiforsyning i lokalplanområdet.

9.7

Der kan efter godkendelse fra Solrød Kommune opsættes solceller til bebyggelsens energiforsyning.

Ved placering af solceller i bebyggelse gælder for delområde I, at solceller skal integreres arkitektonisk på bygningernes facade, eksempelvis på sternkant.

I delområde II kan solceller placeres på tag, jf. § 9.8.

9.8

Tekniske anlæg og installationer skal placeres tilbagetrukket fra tagets kant, jf. dog § 9.7, og skal indarbejdes som et arkitektonisk element på taget, eksempelvis ved begrønning eller inddækning. Inddækning kan ske med solceller.

I delområde 1 må der ikke etableres tekniske anlæg eller installationer på tag ud over hvad der er indeholdt som krav i Bygningsreglementet. Anlæg og installationer skal etableres med særligt fokus på minimering af den visuelle påvirkning af taget.

9.9

Antenner, paraboler tillades i overensstemmelse med kommunens retningslinjer herfor, jf. de generelle rammer i Solrød Kommuneplan.

Opsætning af antennemaster er ikke tilladt i lokalplanområdet.

Redegørelse til § 9.9

For individuelle parabolantenner gælder følgende, jf. de generelle rammer for antenner i Solrød Kommuneplan 2017::

  1. Generelt skal det tilstræbes, at paraboler opsættes så diskret som muligt under hensyntagen til modtagerforholdene.
  2. Der må på hver ejendom placeres én parabol på maksimalt 1,00 m i diameter, når den placeres således, at overkant ikke overstiger mere end 2,50 m fra terræn, og parabolen ikke placeres tættere skel end 2,50 m.
  3. Eventuelt flere paraboler, eller paraboler placeret højere end angivet i punkt 2 eller tættere på skel end angivet i punkt 2 kræver bygningsmyndighedernes særlige tilladelse i hvert enkelt tilfælde, hvorved bygningsmyndigheden kan fastsætte bestemmelser om parabolens placering.

Solrød Kommuneplan 2017 kan ses her (pr. 2020).

Afskærmende beplantning

10.1

Mod Skæringsstreget skal der nord for parkeringsarealer etableres skærmende, stedsegrøn beplantning, for at sikre naboejendommen nord for lokalplanområdet mod lysgener fra trafik i lokalplanområdet.

Det kan ligeledes etableres skærmende beplantning mellem vejudlæg/parkering og boliger inden for lokalplanområdet.

Støj - delområde I og II

10.2

Nye boliger skal sikres et acceptabelt støjniveau ved afskærmning mod støj. Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj skal overholdes ude, jf. § 6.9 og 8.2 og inde, jf. Bygningsreglementet.

Bebyggelse og ubebyggede arealer, herunder primære opholdsarealer, skal derfor placeres, udføres og indrettes således, at beboere og brugere i lokalplanområdet i nødvendigt omfang skærmes mod støj, vibrationer og anden forurening fra trafik, jf. § 11.1.

Der kan etableres støjskærmende foranstaltninger i form af eksempelvis støjhegn, vold eller lignende langs Cordozavej/Tåstrupvej. Foranstaltninger skal tilpasses til bebyggelsens udseende og godkendes af Solrød Kommune inden udførelse.

 

11.1

Det er en forudsætning for ibrugtagning af bebyggelse at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj er overholdt, jf. § 10.2.

Ibrugtagningstilladelse

11.2

Inden endelig ibrugtagning af bebyggelsen skal følgende være etableret og godkendt af Solrød Kommune:

  1. Vejanlæg, jf. § 5.3
  2. Parkeringsarealer, jf. § 5.4
  3. Vej- og stibelysning, jf. §§ 5.1 og 8.4
  4. Legearealer, jf. § 8.2
  5. Miljøstationer, jf. § 9.2
  6. Beplantningsprojekt, herunder afskærmende beplantning mod nord jf. §§ 8.3 og 10.1
11.3

Inden ibrugtagning skal bebyggelsen være tilsluttet kollektiv fjernvarme.

11.4

Inden ibrugtagning skal løsninger til afledning af såvel regnvand som spildevand være etableret og godkendt af Solrød Kommune.

11.5

Hvis området skal anvendes til ejer- eller andelsboliger, skal der etableres (grundejer)forening i overensstemmelse med lokalplanens § 13, når Byrådet kræver det.

Deklarationer

11.6

Følgende forhold skal sikres ved deklarationer inden ibrugtagning af bebyggelsen:

  • Adgangsvej for delområde II.
  • Solrød Kommune kan kræve 0,2 parkeringsplads pr. bolig etableret såfremt behov herfor opstår

Midlertidig ibrugtagning

11.7

Ved etapevis opførelse af bebyggelsen, kan Solrød Kommune meddele midlertidig ibrugtagningstilladelse såfremt de i § 11.2 nævnte forhold etableres etapevis i et omfang, svarende til den (i etapen) opførte bebyggelse - eventuelt som midlertidige faciliteter.

Aflysning af lokalplaner

12.1

Ved endelig vedtagelse af lokalplanen aflyses lokalplan 417.1 i sin helhed.

12.2

Lokalplan 703.1 Forbud mod spillehaller aflyses for det område som denne lokalplan vedrører, idet der henvises til § 3.7 i denne lokalplan.

13.1

Får bebyggelsen status af ejer- eller andelsboliger skal der oprettes en (grundejer)forening for hvert delområde. Grundejerforeningerne kan sammenlægges såfremt det besluttes af foreningerne.

Foreningen skal etableres inden ibrugtagning eller, når Byrådet kræver det.

13.2

Foreningen skal i så fald forestå drift og vedligeholdelse af fællesarealer (fælles friarealer, parkerings- og vejarealer) inden for området/delområdet.

13.3

Foreningens vedtægter og eventuelle efterfølgende ændringer skal godkendes af Byrådet.

Retsvirkninger

14.1

Efter Byrådets endelige vedtagelse og offentlig bekendtgørelse af lokalplanen, må ændringer, udstykninger, ny bebyggelse osv. på lokalplanområdet kun ske i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser.

Eksisterende lovlig anvendelse af matrikler omfattet af denne lokalplan kan fortsætte som hidtil.

Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v., som er indeholdt i planen.

Byrådet kan meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med lokalplanens principper. Mere væsentlig afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Private byggeservitutter og andre tilstandservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af planen. Andre private servitutter kan eksproprieres, når det vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af planen, jf. ovenfor.