Anden planlægning

Herunder kan du læse om, hvordan lokalplanen forholder sig til anden relevant planlægning.

Landsplandirektivet Fingerplan 2019 omfatter alle hovedstadsområdets kommuner og udgør det overordnede grundlag for kommunernes planlægning af byudvikling, byomdannelse, grønne kiler, trafikanlæg m.m. Lokalplanen for Birkeengen og Birkemosen er beliggende indenfor ”byfingrene” i Fingerplan 2019. Lokalplan 319.2 for Birkeengen og Birkemosen har til formål at, og medfører ikke ændringer, der er i uoverensstemmelse med Fingerplan 2019.

Området blev omfattet af kommuneplanens bestemmelser for rammeområde 319A Birkeengen Syd, Birkeengen og 319B Birkeengen Nord, Birkemosen. Herudover gælder også de generelle rammer, som findes i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning. Desuden indeholder kommuneplanen også retningslinjer for skiltning, som danner grundlag for bestemmelser om skiltning i denne plan. Lokalplanen er i overensstemmelse med rammeområdet.  

Lokalplanområdet ligger inden for et område med drikkevandsinteresser, hvilket betyder at der skal tages hensyn til grundvandet. Der må som hovedregel ikke ske arealanvendelse, som udgør en fare for forurening af grundvandet, inden for områder med drikkevandsinteresser. Bestemmelserne i Lokalplan 319.2 Lokalplan for Birkeengen og Birkemosen vurderes ikke at være i strid med dette.

Ved endelig vedtagelse af Lokalplan 319.2 for Birkeengen og Birkemosen ophæves den hidtil gældende Lokalplan 319.1 Birkeengen Solrød Strand i sin helhed.

Deklaration, lyst den 5. februar 1966 af Havdrup-Solrød sogneråd, aflyses delvist i forbindelse med den endelige vedtagelse af nærværende lokalplan. Aflysningen gælder alle bestemmelserne i deklarationen, bortset fra bestemmelserne om pligt til medlemskab i en grundejerforening nævnt i deklarations § 6.

Ydermere, ved endelig vedtagelse af Lokalplan 319.2 for Birkeengen og Birkemosen, aflyses Lokalplan 703.1 Forbud mod spillehaller for det område som denne lokalplan vedrører, jf. § 3.7 af denne lokalplan.

Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen, hvorfor der skal redegøres for lokalplanens eventuelle visuelle konsekvenser. Lokalplan 319.2 for Birkeengen og Birkemosen, der giver mulighed for ændring af facader, bebyggelsesprocent og byggelinjer vurderes ikke at medføre en afgørende visuel ændring af den eksisterende bebyggelse langs kystlinjen, da etageantallet ikke ændres.

Området er udpeget til etablering af bassin til regnvand i forbindelse med klimatilpasning. Der er pr. 2022 ikke planer om at udføre klimatilpasningstiltag inden for lokalplanområdet.