Byens andre funktioner

Her kan du læse, hvordan denne lokalplan forholder sig til byens øvrige funktioner.

Der må ikke etableres detailhandel inden for lokalplanområdet.

Miljøstyrelsens vejledende grænser for vejstøj skal overholdes. Lokalplanen sikrer derfor mulighed for etablering af støjafskærmning mod Åsvej og Yderholmvej.

Lokalplanområdet skal forsynes med vand fra Solrød Vandværk.

Lokalplanområdet skal forsynes med kollektiv varmeforsyning.

Uanset lokalplanens bestemmelser om tilslutning til kollektiv varmeforsyning, er Byrådet forpligtet til at skulle dispensere, når ny bebyggelse opføres som lavenergibebyggelse (dvs. bebyggelsen opfylder bygningsreglementets krav til lavenergibebyggelse), jf. Planlovens § 19, stk. 4.

Udledningen af vand til regnvandskloak er fastsat til maks. 10 l/s pr. reduceret Ha, svarende til ca. 6 % befæstelse. Udledningen er baseret på den aktuelle kapacitet i regnvandssystemet.

Det vil sige at vand herudover skal håndteres på egen grund, inden det kan udledes til regnvandssystemet.

Lokalplanen sikrer, at der kan etableres løsninger til håndtering af regnvand inden for lokalplanområdet. Løsninger kan bl.a. være åbne regnvandsbassiner eller underjordiske rørbassiner.

Endvidere kan tiltag som grønne tage og gennemtrængelige belægninger være med til at mindske behovet for bassiner hvorfor lokalplanen stiller krav om, at parkeringspladser udføres i vandgennemtrængelige belægning og giver mulighed for etablering af grønne tage.

Lokalplanområdet er ikke medtaget i Solrød Kommunes Spildevandsplan 2014-2026, hvorfor der inden byggeriet kan påbegyndes skal udarbejdes et tillæg til spildevandsplanen.

Jord skal som udgangspunkt søges genindbygges inden for lokalplanområdet.

Der er ikke registreret jordforurening inden for lokalplanområdet.

Ved udarbejdelsen af denne lokalplan (2021) busbetjenes området via busrute 246, som stopper henholdsvis på Åsvej og Yderholmvej.