Lokalplanområdet nu og fremover

Eksisterende forhold

Lokalplanområdet er på 13.940 m² og består mestendels af græsarealer og enkelte større træer. De eksisterende midlertidige bygninger på 718 m² er placeret i områdets østlige del.

Billede 1 - Skolens midlertidige bygninger.

Området er afgrænset af Åsvej mod syd, Yderholmvej mod vest og åbne marker mod nord og øst. Mod markene er der levende hegn. Der er tinglyst en servitut om højden på beplantning langs områdets nordlige skel, som bestemmer, at beplantning her maks. må være 2 meter højt.

Der er indkørsel til området fra Åsvej til en parkeringsplads i det syd-østlige hjørne. Langs Åsvej er der etableret en mindre sti, som forbinder skolens bygninger til Yderholmvej.

Billede 2 - Sti langs Åsvej.

Der er desuden to rækker med markante træer på grunden, som ikke kan bibeholdes fuldstændigt ved realisering af lokalplanens byggemuligheder.

Billede 3 - Markante træer i området.

Fremtidige forhold

Bestemmelserne i planen påvirker ikke ved områdets nuværende lovlige forhold, men træder i kraft ved fremtidige ændringer inden for området.

Lokalplanområdet udlægges til offentlige formål (skole og daginstitution).

Lokalplanen opdeler området i tre delområder. I delområde I må opføres hovedbygningerne til skolen. I delområde II kan der opføres en sportshal. Såfremt sportshallen ikke realiseres skal delområde II indgå som en del af friarealerne. Delområde III udlægges til friarealer, parkering, håndtering af regnvand, rekreativt ophold og leg.

Den nye bebyggelse må opføres i maks. 8,5 meter over niveauplan, som fastsættes af bygningsmyndigheden, og der må maks. bebygges med 30 %.

Den nye bebyggelse består af 2 dele - selve hovedbygningerne, som indeholder klasseværelser, faglokaler, fælleslokaler og personalefaciliteter samt en sportshal.

Figur 5 - Luftperspektiv

Hovedbygningerne opføres i stil med landsbyens eksisterende arkitektur og karakter. Bygningerne opføres således med hvide eller lyse facader og symmetriske saddeltage. Desuden placeres bygningerne som to trelængede gårdstrukturer, én åben mod Åsvej og én åben mod Yderholmvej.

Vinduer skal ligeledes udføres med respekt for landsbyens karakter, hvorfor de skal udføres i træ som traditionelt fagdelte vinduer med brystning og proportioner, som er afstemt med bygningernes arkitektur og karakter.

Figur 6 - Facader

Sportshallen i Delområde II kan opføres med lyse facader og den nederste del af facaderne kan udføres med store vinduer, så der bliver indkig til hallen. Taget på hallen skal være fladt og beklædes med tagpap, gummidug eller etableres som grønt tag.

Arealet mellem hovedbygningerne og sportshallen kan overdækkes med fladt tag, som ligeledes skal beklædes med tagpap, gummidug eller etableres som grønt tag.

Delområde III omfatter alle de ubebyggede arealer. 

I områdets nordøstligste del skal der etableres anlæg til fysisk udfoldelse. Det kan være boldbane, parkour, legeplads eller lignende.

Området kan samtidig indgå i håndteringen af regnvand eksempelvis ved etablering kombineret forsinkelsesbassin og boldbane/legeplads.

De eksisterende store træer midt i området, som ikke kan bevares ved gennemførelse af projektet skal erstattes 1:1,5. Dvs. at der skal plantes 3 nye træer for hver 2 som fældes. Lokalplanen sikrer også at de træer, som plantes, er af en vis størrelse, så effekten ses hurtigere.

Inden fældning af disse træer skal det sikres, at der ikke er kolonier af flagermus. Såfremt det konstateres, at der er flagermus, skal der udarbejdes en plan for håndtering af dem i samarbejde med Solrød Kommune.

I Delområde III kan der desuden opføres mindre bygninger af teknisk karakter til områdets forsyning, ligesom der kan opføres bålhytter, legehuse og lignende til brug for skolens børn.

Ud for hovedindgangen skal der etableres cykelparkeringspladser svarende til 1/3 af skolens elevkapacitet, dog minimum 50 pladser. Heraf skal minimum 50% være overdækket.

I Delområde III kan der, såfremt der viser sig behov herfor, opføres støjskærme langs Yderholmvej og Åsvej, for at sikre skolen fra trafikstøj i henhold til Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser. Skærmene kan, hvis forholdene taler for det, nøjes med at blive etableret for et afgrænset areal, eksempelvis ud for de to "gårdrum" mod hhv. Yderholmvej og Åsvej. Opførelse af støjskærm her er også en mulighed i forhold til at sikre naboer mod eventuel støj fra gårdrummene.

Mod markerne nord og øst for lokalplanområdet kan der opsættes et op til 1,5 meter højt hegn.

Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Åsvej. Der skal etableres 1 parkeringsplads for hvert 4 barn, som skolen har kapacitet til. Dog skal der minimum opføres 34 pladser. Heraf skal minimum 3 pladser være handicapparkering.

I forbindelse med parkeringsarealet skal der også sikres areal til afsætning, et såkaldt "kiss-and-ride" område. Desuden skal der sikres areal til skolebus.

Lokalplanen sikrer at der opretholdes stiforbindelse til Yderholmvej, så gående og cyklende kan færdes trygt.

Figur 7 - Fremtidigt blik ad Yderholmvej