Byens andre funktioner

Her kan du læse, hvordan denne lokalplan forholder sig til byens øvrige funktioner.

Der må ikke placeres detailhandel inden for lokalplanområdet.

Det vurderes, at området kan forsynes (med dagligvarer) fra henholdsvis Jersie Center og Solrød Bymidte, der ligger henholdsvis under 1 km og ca. 2,5 km fra området, og hvortil man nemt kan komme enten via stisystemet, med S-tog eller via lokale veje.

Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj skal overholdes, jf. lokalplanens §§ 6.9, 8.2, 10.2 og 11.1.

Støjen beregnes ud fra indikatoren Lden, som er et udtryk for en sammenvejning af støjen i tidsperioderne dag, aften og nat. Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser er henholdsvis Lden 58 dB for støj fra veje og Lden 64 dB for støj fra jernbaner.

I forbindelse med forundersøgelserne af området er der lavet vurderinger af støjpåvirkningen, ligesom der i projekteringen er udført yderligere beregninger.

Beregningerne viser, hvorimod der ikke er nogle overskridelser af støj fra jernbanen, så er der betydelig støjpåvirkning fra områdets veje, med Cordozavej som den største bidragsyder med mere end 68 dB, samt herefter Køge Bugt Motorvejen og Tåstrupvej. 68 dB er normalt grænsen for, hvornår det anbefales ikke at planlægge for støjfølsom anvendelse.

Figur X - Jernbanestøj

Figur 15: Støjpåvirkning fra jernbane.

 

Figur X - Støjudbredelse

Figur 16: Støjpåvirkning fra trafik på veje.

 

Det har derfor været en forudsætning for udbuddet samt for den fremtidige anvendelse af grunden, at bebyggelsen bliver en del af løsningen i forhold til håndtering af vejstøj. Bygningerne i Green Hills er derfor placeret, så de skærmer det indre gårdrum mest muligt og derved skaber passende opholdsarealer.

På Figur 17 kan det ses i hvilket omfang facaderne er påvirket af vejstøj. Facaderne mod Cordozavej har størst påvirkning med op til 70 dB. Derfor indeholder lokalplanen bestemmelser om, at bebyggelsens facader skal støjsikres, for at kunne overholde de indendørs grænseværdier for støj, som angivet i Bygningsreglementet.

Figur X - Støjpåvirkning af ydre facader

Figur 17: Støjkort, som viser i hvilket omfang facaderne er påvirket af vejstøj.

 

Lokalplanen er desuden tilrettelagt, så det er muligt at overholde krav om opholdsarealer uden at skulle medregne støjbelastede arealer. Bebyggelsens opholdsarealer placeret inden for de områder, som overholder den vejledende støjgrænse på 58 dB.

Lokalplanen hindrer ikke, at der ud over de primære opholsarealer etableres opholdsmuligheder i de øvrige friarealer, som ikke overholder den vejledende grænseværdi.

Lokalplanen tillader altaner på maks. 1,60 meter i dybden på indvendige facader samt på seniorbofællesskabet. For de udvendige facader mod hhv. Cordozavej, Tåstrupvej og S-banen må altaner ikke overstige 1,20 meter i dybden. Dette for ikke at opfordre til længerevarende ophold, da støjpåvirkningen på facaderne her overstiger den vejledende grænseværdi på 58 dB.

Lokalplanområdet skal forsynes med vand fra Solrød Vandværk a.m.b.a., og kollektiv varmeforsyning af området kan ske med fjernvarme fra Solrød Fjernvarme a.m.b.a.

Uanset lokalplanens bestemmelser om tilslutning til kollektiv varmeforsyning, er Byrådet forpligtet til at skulle dispensere, når ny bebyggelse opføres som lavenergibebyggelse (dvs. bebyggelsen opfylder bygningsreglementets krav til lavenergibebyggelse), jf. Planlovens § 19, stk. 4.

Som led i kommunens klimatilpasningsplan ønsker Solrød Kommune at mindske overbelastning af regnvandskloakker, vandløb og søer for at forebygge oversvømmelser. Håndtering af regnvandet på private såvel som på offentlige arealer skal derfor overholde krav om, at der ikke sker opstuvning til terræn oftere end en gang hvert 10. år med klimafaktor 1,3.


Områdets befæstelsesgrad forventes ikke at overstige 0,5. Da bygherre selv skal forestå håndtering af regnvand lokalt inden for området med egen udledning til vandløb, er der dog ikke fastsat en maksimalt tilladt befæstelsesgrad.


Vand fra området håndteres jævnfør den til enhver tid gældende Spildevandsplan med tilhørende spildevandstillæg for Solrød Kommune.


Området ligger højt og vurderes ikke at være udsat ifm. havvandsstigninger, jf. Solrød Kommunes Risikostyringsplan 2015-2021.

Jord skal som udgangspunkt genindbygges på ejendommene inden for lokalplanområdets afgrænsning.

Inden for lokalplanområdet er der registreret forurening på vidensniveau 2, hvorfor håndtering af jord på ejendommen skal godkendes af Solrød Kommune ud fra en samlet jordhåndteringsplan. Omfanget af jordforurening hindrer ikke anvendelse til boligformål, jf. Bilag 10.

Flytning af jord til og fra ejendommen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med Jordflytningsbekendtgørelsen og Miljøbeskyttelsesloven.

Ved udarbejdelsen af denne lokalplan (2020) er nærmeste kollektive trafik enten buslinje 121 (på Jersie Strandvej) eller S-tog via Jersie Station mod enten København (og Solrød Strand Station) eller Køge.